"Jeg kom til verden på 6 sal.

Det var i Kim Larsens og Dan Turèlls København.

Nærmere bestemt, det indre Vesterbro, i 1953.

 

Den jordemor, der tilså fødslen, havde vældig travlt, og min mor havde svært med veerne, de trak ud. Jordemoren foreslog derfor, at min mor indtog et glas halvt fyldt op med øl og resten af glasset op til kanten med amerikansk olie. Jeg husker det ikke selv, men efter sigende gav det et godt resultat.

Fødslen gik i gang meget hurtigt. Det betød, at min salig mors krop ikke havde fået den nødvendige tid til at gøre sig klar til det pres, det selvsagt er at skulle afstøde 3,5 kg fordelt på 50 cm.

Resultatet blev da også, at jeg var lammet i den ene arm, idet hovednerven fra skulderen var revet over.

Denne skade betød lange og besværlige besøg på ortopædisk hospital i de første levedage. Jeg tror ikke, jeg personligt var så besværet af besøgende, men det var vist nogle lange dage for dem, der skulle følge mig derhen.

 

Ret hurtigt, dvs. ca. 14 dage efter fødslen, blev jeg lagt i en bandage, som bestod af nogle remme, som var fastgjort til et bræt, der var formet så jeg lå som en politibetjent, der styrer færdslen.

Beskeden til mine forældre var, at bandagen skulle blive på hele døgnet. ”Hvad så når han skal spise og have skiftet ble og den slags?” spurgte de ”Så skal han selvfølgelig have bandagen af, men det behøver jo ikke tage så lang tid”, lød svaret.

Mine forældre fik udleveret nogle dråber, der kunne kommes i maden, så jeg blev mindre urolig og måske mere ligeglad.

Da jeg syv måneder senere blev indlagt, var det med alt for lille vægt, og jeg var ude af stand til selv at sidde. Desuden var der dybe sår af spænder, der ikke længere passede til et syv måneder gammelt barn.

Man kan undre sig over, hvordan udviklingen af min krops størrelse kunne overses, såvel hjemme som ved de gentagne undersøgelser?

Efter en restitutionsperiode fulgte en ni måneder lang indlæggelse på Hornbæk Kurbad.

 

Mine forældre blev skilt, og min mor flyttede til Aalborg sammen med min bror og mig. Vi boede sammen med mine bedsteforældre i deres hus.

 

I første klasse mødte jeg en virkelighed med drillerier for min ”aparte kropsbygning”.

Min onkel havde lært mig, hvordan en bokser agerer i en sådan situation. Konsekvenserne heraf var flere blodtude til dem, som bad om det.

 

Det går naturligvis ikke, at have sådan en fyr til at gå løs i en skolegård med børn fra den pæne middelklasse. Derfor blev resultatet, at jeg begyndte i 2. klasse i en stor institution. Institutionen lå lidt nord for København og rummede ca. 250 handicappede elever, heraf ca. 150 kostelever.

Diskursen og filosofien i samfundet lød på det tidpunkt, at det er bedst for børn at være blandt ligestillede, så de næste syv år tilbragte jeg sammen med andre børn med handicaps. Nogle med multihandicaps, andre bare med ”løsthængende lemmer”, som jeg selv.

Filosofien var bl.a. at det er godt, at kunne spejle sig i ”ligestillede”, og det var jo også dengang svært at være på en skole, hvor man altid var ”dårligst stillet”. Derfor kunne det være rigtig godt at komme i et specialtilbud, der var målrettet børn, der bar på et handicap (eller handicappede børn, som vi jo blev til).

Denne tilgang kunne jo i sin yderste konsekvens betyde, at de der bar på de sværeste handicap, burde have deres egne specialtilbud, hvor dé så kunne være ligestillede.

 

Døgninstitutionerne først i 60’erne var ikke steder, som tilbød den mest optimale omsorg for børns mentale tilstand.

På den ene side var der gode muligheder for at lave mange ting uden voksen indblanding, men på den anden side kunne der indimellem godt savnes en smule tryghed og omsorg.

Desuden var der også repressalierne, når voksne fik øje på de ting, vi levede ud. Det kunne både være barskt og gøre lidt ondt.

Institutionen var bygget op i separate afdelinger, kaldet Hjem 1. Hjem 2. og så videre. Vi boede mellem 16-20 børn på en afdeling. Til hver afdeling var afsat to faste voksne, der på skift havde vagten i 24 timer. Derudover var der en husassistent, som sørgede for det, der var forbundet med spisning og lettere rengøring. Maden, som blev hentet i en madvogn fra det centrale køkken i kælderen, serverede hun.

Der var også en portør, som var tilknyttet alle afdelinger. Portøren hjalp til ved sengetid med badning eller i andre sammenhænge, f.eks. når de sværest handicappede skulle forflyttes.

Jeg var blandt de heldige. Jeg havde nemlig en moster og onkel i Hvidovre, som jeg besøgte hver anden lørdag-søndag. Det betød usigeligt meget for mig i de år.

Derudover blev jeg i skoleferierne fragtet til Aalborg, hvor min mor og bror fortsat boede. Det blev ca. fire gange årligt.

Da jeg rundede omkring de elleve-tolv år, blev jeg dopet med 5 mg librium dagligt på grund af mit lidt heftige temperament. Vi, der modtog librium, fandt hurtigt ud af, at hvis vi gemte medicinen under tungen og tog det hele på en gang i weekenden, så kunne det i større doser give en dejlig svævende tilstand, hvor presset fra omgivelserne blev ganske ligegyldig.

I en alder af ca. tretten år sagde jeg til mig selv, at det at være voksen med ansvaret for børns ve og vel må kunne gøres bedre. Her tænker jeg nu ikke på indtaget af piller, men på den samfundsbetingede pædagogiske diskurs. Jeg besluttede, at det måtte være et af mine mål her i livet, at give et bidrag til en forbedring. Det har jeg så gjort - og gør fortsat efter bedste evne.

Det var kort fortalt en af mange mulige historier.

Jeg kunne have fortalt mange andre historier, som også kunne have givet læseren mulighed for at danne sig sit eget indtryk af, hvorfor jeg vælger netop de vinkler, jeg gør, og hvad historierne bag kan være.

Jeg kunne have fortsat fortællingen med anekdoter fra andre institutioner jeg havnede på, det misbrug det medførte og ikke mindst, hvordan det hele endte rigtig godt. (Men det vil tage en hel aften  🤔)
Jeg kunne også have valgt et helt andet udgangspunkt, f.eks. historier om nogle af de faglige tiltag, jeg har arbejdet med. Eller historier om mit politiske engagement. Eller måske historien om mit liv med min skønne hustru og mine dejlige børn. Derved ville du formodentlig have siddet med et helt andet billede af mig.

Vi vælger én historie, men kunne ligeså godt have valgt en anden.

Der kan altid fortælles noget andet, noget mere, noget dybere.

 

Derfor er det så vigtigt at være bevidste om, at jo mere vi dykker ned i fortællingerne; jo mere nysgerrige vi er på andre(s) fortællinger, jo mere vi er med til at levere forskellige billeder; jo mere kan vi rykke ved den fastlåste opfattelse, vi har af os selv, kollegaen, det barn der udfordrer etc.

Det er dét, der er omdrejningspunktet i hele min tilgang til det pædagogiske felt." 

(Udpluk fra min bog "Frederiks verden").